Skal din Google My Business have et Premium-badge? Hvad betyder det helt præcist, og hvad kommer det til at betyde for Google-søgninger? Og er det pengene værd? Det skal vi prøve at finde ud af via dette blogindlæg.
For tidligere på måneden fortalte Google, at Google My Business får en opgradering kaldet Google Guaranteed. Der er tale om et lille logo, som bliver placeret sammen med din virksomhed, når Google My Business viser dig i dine potentielle kunders Google-søgninger.
Det lille logo ser ud som følgende (lige under stjernerne fra anmeldelser):
Google My Business er som bekendt et gratis værktøj til at få sin virksomhed vist i søgemaskinen. Men med det nye Google Guaranteed prøver Google alligevel på at kunne tjene på deres service. Hvis du skal have dit Google Guaranteed-certifikat, skal du diske op med 50$ om måneden.
Hvor kom det lige fra?
Idéen kommer ikke bare ud af den blå luft. I 2019 sendte Google en spørgeskemaundersøgelse ud til mange virksomheder verden over, der bruger Google My Business. Her spurgte de blandt andet om, hvilke ekstra features virksomhederne gerne ville have – og hvad de gerne ville betale for.
Her må svaret have været, at virksomhederne gerne ville betale for at få deres Google My Business certificeret. Det er også en måde, hvorpå du som virksomhed højner din troværdighed.
– Vi tester altid nye måder, hvorpå vi kan forbedre brugeroplevelsen af vores services blandt annoncører, købmænd/virksomheder og brugere. Og hvis virksomhed A ser, at konkurrenten virksomhed B har Google Guaranteed-logoet, vil virksomhed A have større tilbøjelighed til også at ville betale for logoet, lyder det fra en Google-talsmand.
Hvad sker der så, hvis jeg køber Google Guaranteed?
Google har i forvejen siden 2019 kørt større screeninger af virksomheder for at se, om de nu også kunne teste troværdigheden hos virksomheder. Og dét kan de! Hvis du køber Google Guaranteed, laver Google automatisk en screening af din virksomhed, så du kan gå under som en sikker virksomhed at handle med. Derefter får du så dit Google Guaranteed-badge ved din Google My Business-profil.
I det store billede burde dette gerne fjerne flere drilske og falske virksomheder fra vores Google-søgninger eller i hvert fald vise, at de (måske) ikke er til at stole på. Hvilket vel egentlig er rigtigt nok.
Men spørgsmålet er, om små virksomheder har råd eller lyst til at betale den månedlige udgift på lidt over 300 kroner for Google Guaranteed? Og hvis ikke, bliver de så skubbet længere ned i Google-søgningerne, eller bliver de uretfærdigt sat i de utroværdiges boks, fordi de ikke har Google Guaranteed?
Google Guaranteed i fremtiden?
Spørgsmålene foroven har vi desværre ikke svar på endnu. Det lyder lidt, som om Google pakker en ny konkurrenceskabende pengemagnet ind, så det i stedet handler om deres brugeres og tilknyttede virksomheders øgede sikkerhed og troværdighed. Meeen …
Uanset hvad kan Google Guaranteed muligvis blive et vigtigt værktøj for fremtiden, hvis du vil ende højt oppe i Google-søgningerne over dine konkurrenter. Og så er det ikke nødvendigvis nok at have en Google My Business-profil.
Lige nu er det måske ikke pengene værd at investere i et ellers gratis søgemaskineværktøj, men formentlig bliver Google Guaranteed dét værd i den nærmeste fremtid. Hold øje med det! Og nogle gange er det værd at komme med på vognen med det samme.
Hvis du vil læse mere om det, kan du finde Googles egen side om det her – hvor de lige nu kun tilbyder livstids-Google Guaranteed på svimlende 2000$. Men den månedlige løsning er endnu ikke at finde (i hvert fald ikke 10-08-2020).
Hvad er Google My Business lige igen?
Og hvis du slet ikke ved, hvad Google My Business er, så er det måske lige tidligt nok at starte med Google Guaranteed.
Men Google My Business er uhyrevigtigt, hvis dine virksomhed skal vises i Google-søgninger, så de kan komme ind på din hjemmeside eller finde dem på et kort. Nogle gange claimer konkurrenterne din Google My Business, før du selv gør det, og så får de al din vigtige trafik.
Vi har lavet en Google My Business-guide til dig og din virksomhed lige her. Så kan du få claimet din Google My Business-profil!
// Lukas